De to rejseselskaber Bravo Tours og Primo Tours fusionerer.
Det oplyser sidstnævnte i en pressemeddelelse ifølge mediet Finans.
Det er planen, at Bravo Tours skal indgå som et selvstændigt selskab i Primo Tours-koncernen.
Aftalen er dog betinget af, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkender opkøbet, fremgår det.
»Konstellationen, hvor Primo Tours og Bravo Tours spiller sammen, er helt oplagt, da vi repræsenterer samme, stærke værdisæt med fokus på kvalitet og service«, siger Bjarke Hansen, administrerende direktør i Primo Tours i pressemeddelelsen.
»Vi tror på, at den nye konstellation vil betyde, at vi også fremadrettet kan tilbyde de rigtige produkter til vores gæster«.
På nuværende tidspunkt er det ikke muligt for de to parter at udtale sig yderligere om aftalens indhold.
Det skyldes, at den først skal godkendes af konkurrencemyndighederne.
Ifølge Finans var Bjarke Hansen en af stifterne, da Primo Tours blev etableret tilbage i 2009.
Siden er det blevet til opkøb af rejseselskaber Aarhus Charter og SunCharter.
I 2020 overtog Primo Tours desuden Danmarks største skirejsekoncern Skinetworks, der består af rejsebureauerne Danski, Northlander, Slopetrotter, Active Alps og Summit Week, skriver Finans videre.
ritzau
fortsæt med at læse




























