»Jeg tog hele turen fløjtende. Det var ikke så slemt«, bedyrer den unge hollænder, som har taget den første etape af turen på nogle af verdens stejleste vinmarker. I rask tempo sammen med sin kæreste og hund.
Calmont-bjerget rejser sig 290 meter over Moselfloden. Vi har begivet os ud på vandreturen på Kletterstieg Calmont, som visse steder er 65 grader stejl. Stierne bugter sig mellem rækker af grønne vinranker, som klamrer sig til klipperne og fører én længere og længere op ad bjerget.