Ryanair mente, at SAS fik en urimelig fordel gennem kreditgarantier fra Danmark og Sverige. Domstol afviser.

SAS vinder sag om statsstøtte i forbindelse med corona

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 12.59.

SAS har ikke fået ulovlig statsstøtte af Danmark og Sverige i forbindelse med nedlukningen under coronaepidemien, konkluderer EU-Domstolen i en ny dom.

Sagen var anlagt af luftfartsselskabet Ryanair, der mente, at der var tale om forskelsbehandling. Ryanair henviser til, at SAS fik en garanti for kredit på maksimalt 1,5 milliarder svenske kroner stillet til rådighed af Danmark og Sverige. Pengene var tænkt som en delvis kompensation for aflysninger og ændringer af SAS’ flyvninger under corona. Her blev SAS og andre luftfartsselskaber hårdt ramt af rejserestriktionerne, der skulle begrænse spredningen af sygdommen.

Hjælpen fra Danmark og Sverige gav dog ifølge Ryanair SAS en urimelig fordel i konkurrencen med blandt andet Ryanair. Det afviser EU-Domstolen dog med sin afgørelse torsdag. Hjælpen fra den danske og svenske stat var i overensstemmelse med EU-retten, konkluderer domstolen. Det skyldes, at SAS havde væsentligt større markedsandele end sin nærmeste konkurrent. Blandt andet derfor var SAS mere påvirket af restriktionerne.

»Ved domme afsagt i dag forkaster Domstolen samtlige Ryanairs argumenter«, skriver EU-Domstolen i en pressemeddelelse:

»Domstolen fremhæver blandt andet, at den omhandlede støtteforanstaltning kunne begrænses til SAS. Det var ikke påkrævet, at foranstaltningen begunstigede alle virksomheder, som havde lidt skade som følge af covid-19-pandemien«.

En anden sag er fortsat uafklaret

Luftfartsselskabet har dog ikke helt vristet sig fri af det europæiske retssystem endnu. I en anden – og noget større – sag kom samme domstol nemlig frem til, at det var en fejl, da EU-Kommissionen gav grønt lys til en anden coronastøttepakke fra den svenske og danske stat. Denne sag omhandler støtte for op mod 11 milliarder svenske kroner.

Kommissionen har i løbet af sommeren indledt en undersøgelse, der endeligt skal slå fast, om støtten i dette tilfælde var i overensstemmelse med EU-reglerne. Det er svært at sige, om torsdagens afgørelse også kan få betydning for udfaldet i den større sag, lyder det fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og følger luftfartsindustrien tæt.

»Jeg er ikke overbevist om, at afklaringen i dagens sag kan komme til at påvirke den større sag«, siger han.

Selv om restriktionerne for længst er ophævet, har SAS dog fortsat store økonomiske udfordringer. I august realiserede SAS et underskud på 638 millioner svenske kroner. Det svarer til 406 millioner danske kroner. Det fremgår af en finansiel rapport, som luftfartsselskabet offentliggjorde i denne uge. Rapporten er et krav i forbindelse med den konkursbeskyttelsesproces, som SAS befinder sig i.

Dermed kunne SAS ikke helt leve op til de flotte tal fra perioden fra maj til og med juni. Her lykkedes det for første gang i flere år at præsentere et overskud i en kvartalsrapport.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her