En tidligere Boeing-ansat kritiserer flyproducenten for produktions- og kvalitetskontrolsproblemer på flyene.

Boeing får kritik for sikkerheden på fly ved høring i Senatet

Chris Moore holder et billede af sin datter, Danielle More, som døde under et flystyrt med et af Ethiopian Airlines Boeing-passagerfly i 2019. I alt 157 mennesker døde. Faren var mødt op til Boeing-høringen i Senatet tidligere onsdag. Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Chris Moore holder et billede af sin datter, Danielle More, som døde under et flystyrt med et af Ethiopian Airlines Boeing-passagerfly i 2019. I alt 157 mennesker døde. Faren var mødt op til Boeing-høringen i Senatet tidligere onsdag. Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flyproducenten Boeing får kritik for sikkerheden på sine fly ved en høring i det amerikanske senat onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der blev sat spørgsmålstegn ved sikkerheden på Boeings fly, efter at et dørpanel blæste ud af et fly i januar, mens flyet var i luften.

Ved høringen har en tidligere ansat blandt andet sagt, at Boeing ignorerede hans bekymringer om sikkerheden på flere flymodeller.

»Indstillingen fra ledelsen i Boeing har været at skubbe det mangelfulde væk, uanset hvad det måtte handle om«, sagde Sam Salehpour, der har arbejdet som ingeniør i Boeing i 17 år, ved høringen ifølge AFP.

Sam Salehpour mener, at der er tale om problemer med produktionen og kvalitetskontrollen af Boeings fly.

Derudover siger han, at flymodellen 787 viser for tidlige tegn på metaltræthed. Det kan ifølge ham resultere i en katastrofal ulykke.

Han sammenligner det med en papirklips, der bliver bøjet.

»Du bøjer den en eller to gange, og den går ikke i stykker, men den vil gå i stykker på et tidspunkt«, sagde han.

Boeing mener ikke selv, at der er problemer med 787-flyene.

Flyproducenten peger på, at der er lavet omfattende test af flyene, der viser, at der ikke er tegn på metaltræthed.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her