1Havhytten ved Hvide Klint: Sov på fjorden
Med opførelsen af Havhytten ved Hvide Klint gik Halsnæs Kommune forrest med etableringen af et flydende shelter, som muligvis er Danmarks første. En skøn, unik overnatningsmulighed, som du kan nyde godt af ganske gratis. Og inde på land er der en bålhytte, som du kan lave dit aftensmåltid ved. Havhytten ligger ca. 150 meter ude i vandet og er bygget således, at du på platformen uden for selve overdækningen kan trække din kajak eller kano op for natten. Du kan selvfølgelig også svømme derud, men der er ingen landfast adgang til shelteret. Det er også det, der gør overnatningen til noget helt særligt. Her kan du sove helt uforstyrret i din ’egen’ fjordhytte.




























