De mest inkarnerede fodboldfans har nok allerede planlagt deres rejse til Tyskland for at følge det danske landshold, når det skal op imod Slovenien, England og Serbien i de indledende kampe ved europamesterskabet i fodbold.
Men er du en af dem, der endnu ikke er kommet i gang med planlægningen, eller måske har fået en af de ekstra netop udbudte billetter, er der nu dukket en ny mulighed op for at rejse til Tyskland.
Politiken Live udbyder nemlig i samarbejde med DSB og Tysk Turistinformation en rejse til Stuttgart med tog. Fodboldtoget afgår fra Københavns Hovedbanegård lørdag 15. juni, og efter et togskifte i Hamburg ankommer toget til Stuttgart om aftenen, hvor du overnatter på hotel. Søndagen, hvor kampen mod Slovenien spilles, har du så i den sydtyske by, inden togturen går hjem igen om mandagen med afgang 12.45 fra Stuttgart og hjemkomst til Københavns Hovedbanegård lidt i midnat. Har du ikke billet til kampen, kan du se den på storskærm i byen i en af de såkaldte fanzoner sammen med mange andre landes fodboldfans.
FAKTA
Om fodboldtoget
»Vi tager af sted klokken 9, så det er ikke et druktog. Det er et tysk ’kulturtog’ med fokus på fodbold- og fankultur. Det er til dem, der ikke har planlagt et år forud, men måske sidder og tænker ’det der fodbold EM, som alle snakker om, måske man kunne tage ned og mærke stemningen i byerne’«, siger Maria Marqvard, der er programansvarlig i Politiken Live og ansvarlig for Fodboldtoget.
Vært på togrejsens første del er Christian Johannes Idskov, der er kritiker og journalist tilknyttet Politiken, som har stor viden om tysk kultur. Han har tidligere skrevet om fodbold for Tipsbladet.
Tid til fordybelse
Fodboldtoget er en lillebror eller -søster til Kulturtoget, som Politiken arrangerede i efteråret 2023. Her var der en lang række foredragsholdere undervejs på turen til Hamburg, og det vil der også være på Fodboldtoget, men:
»Vi havde for meget ’underholdning’ på Kulturtoget. Det kværnede helt i hovedet på folk til sidst. Denne gang skal der også være tid til fordybelse. Derfor vil der blandt andet være en rejsebog om Sydtyskland i goodie bag’en, samt vores store EM-tillæg, som man kan sidde og læse. Det er jo også det, en togrejse har plads til – fordybelse«, fortæller Maria Marqvard, der også var med på Kulturtoget.
»Noget af det, der rørte mig mest, var de forbindelser, der opstod mellem deltagerne. Når man sidder på den måde i fire personers båse, møder man andre mennesker, man går måske ud og spiser sammen om aftenen, og nye venskaber opstår. Det, håber jeg, vil ske igen«.
Både Kulturtoget og Fodboldtoget er samtidig et forsøg på at opfordre danskerne til at rejse mere klimavenligt:
Når man sidder i fire personers båse, møder man nye mennesker og nye venskaber opstår
»Vi vil gerne opfordre læserne til at tage toget, at rejse på en anden måde. Samtidig vil vi gerne inspirere til at opleve Tyskland som andet end et stop på vej sydpå. Men man kan også nøjes med en enkeltbillet og bruge den som udgangspunkt til at rejse videre rundt i Europa efter et par dage i Stuttgart«, forklarer Maria Marqvard.
Hun håber, deltagerne vil være med på »et eksperiment«:
»Vi har ikke prøvet det her før, og det kan sagtens være, højtaleranlægget står af, som sidst, hvor vi havde en sindssyg hyletone ved turens smukkeste punkt, højbroen ved Rendsburg, lige syd for grænsen. Alt kan ske, og det skal læserne være med på«.
fortsæt med at læse


























