Opdateret 11:58
20 personer, som var om bord på et fly fra Singapore Airlines, da det blev ramt af voldsom turbulens, er i øjeblikket under behandling på intensivafdeling.
Det oplyser Samitivej Hospital i Bangkok i en meddelelse onsdag.
Ifølge hospitalet er i alt 58 personer forsat under behandling på flere forskellige afdelinger. 27 personer er blevet udskrevet.
En 73-årig brite døde, da flyet blev ramt af turbulens på sin rute fra London til Singapore mandag. Flyet blev omdirigeret og landede i Bangkok tirsdag.
De passagerer, der var i stand til at flyve videre efter rejse med voldsom turbulens, er landet i Singapore.
Passagererne steg i stilhed af flyet, og de fleste ignorerede spørgsmål fra de fremmødte journalister.
Deres første fly - et Boeing 777-300ER-fly med flynummer SQ321 - skulle flyve fra den britiske hovedstad, London, til Singapore mandag. Med omkring tre timer tilbage af turen blev flyet ramt af voldsom turbulens.
Både passagerer og personale blev kastet rundt i flyet, og flere kom til skade, da de væltede op i loftet.
Efterfølgende blev flyet omdirigeret og landede i Bangkok omkring klokken 10.45 dansk tid tirsdag.
Fra Samitivej Hospital i Thailand lyder tallene, at 71 passagerer bliver behandlet.
Der var 211 passagerer om bord på flyet, og besætningen talte 18 personer.
Billeder fra flyet viser, hvordan der er flænger i de overliggende kabinepaneler, og hvordan iltmasker hænger dinglende fra loftet, mens bagage er blevet spredt ud på gangen og blandt sæderne.
Singapores undersøgende bureau for transportsikkerhed (TSIB) efterforsker hændelsen, og USA’s nationale styrelsesråd for transportsikkerhed vil sende repræsentanter til at hjælpe med arbejdet.
Præcis, hvad der skete under ulykken, er stadig uklart. Flyet erklærede en medicinsk nødsituation, men det er uklart, hvorvidt dette skete før eller efter, at flyet blev ramt af turbulensen.
Turbulensen medførte, at flyet på kort tid faldt fra en flyvehøjde på omkring 11,2 kilometer til 9,4. Det svarer til et fald på 1,8 kilometer.
ritzau
fortsæt med at læse




























