Min by: Miami er klar igen efter orkanen

Art Deco-weekend i Miami Beach. Byen har enormt mange fine eksempler på arkitekturretningen Art Deco. Man kan se fine eksempler på en guidet gåtur. 
   Farrell Patrick/AP
Art Deco-weekend i Miami Beach. Byen har enormt mange fine eksempler på arkitekturretningen Art Deco. Man kan se fine eksempler på en guidet gåtur. Farrell Patrick/AP
Lyt til artiklen

1. Art Deco Walk

»Miami Beach har verdens største koncentration af art deco-arkitektur. På denne tur får man et sæt hovedtelefoner og en mp3-afspiller, og så guides man rundt i byen i halvanden time og ser nogle af byens art deco-perler, f.eks. lobbyer i bygninger, man ellers ikke ville finde, og små gyder.

En af mine favoritter er The Raleigh Hotel, som er en gammel klassiker med en smuk swimmingpool og en fantastisk lobby. Det er sådan et sted, hvor man forventer at møde Greta Garbo, og hvis jeg vil imponere gæster, tager jeg dem med til frokost her.

Raleigh Hotel har en klassisk menu og god mad og en meget afslappet stemning, og man sidder under træerne og spiser. Deres ceviche er god, og det samme er hotellets kaffe og vinudvalg. Har man råd til det, er det hotellet at bo på«.

2. Las Olas Café

»Las Olas betyder bølgerne på spansk, og lige ved vores yogacenter på 6th Street i South Beach ligger et cubansk cafeteria, hvor maden ligger i en køledisk, og man bestiller i sådan en lille luge. De har en espresso, som de blander med sukker, og resultatet er en ekstremt stærk kaffe – at drikke den er som at få koffein lige ind i blodet. Man skal helst ikke have sådan en kop efter kl. 20.30, hvis man vil sove om natten.

Alle fra Miami Beach kender stedet og kommer her – politimænd, hjemløse, ludere, surfere. Man står udenfor og køber kaffen, og indenfor har de ti borde, og man kan købe billig og supergod mad. Det er meget kødbaseret, men de har også en sort bønnesuppe, som smager rigtig godt. Det er nogle damer, der står bag disken, og de får en til at føle sig som en berømthed. Jeg har en veninde, som plejer at sige: »You go for the coffee but stay for the love««.

3. South Pointe Park

»Helt nede på sydspidsen af Miami Beach ligger South Pointe Park, og om aftenen får man fantastisk solnedgang over industrihavnen, Miamis skyline og øen Fisher Island, hvor Mogens Amdi Petersen havde sin 72 millioner-kroners Tvind-lejlighed.

South Pointe Park er en meget brugt og aktiv park ligesom Ørstedsparken i København, og der er altid mange mennesker. Går man ud til molena, er det et godt sted at se de kæmpe krydstogtskibe, der sejler forbi«.

4. Soya & Pomodoro

»Soya & Pomodoro ligger i downtown og er åbnet af to italienere, som er rykket ind i en gammel og nu lukket shopping-arkade fra 1950’erne. Der er ikke noget derinde, ud over restauranten, og ejerne har sat gamle bogreoler op og har formået at skabe en marskandiser-stemning.

Maden er udmærket, altid frisk, og der er fuldt af mennesker og god stemning. Jeg går tit derhen til frokost, hvor alle de lokale forretningsmænd også er der. Jeg går som regel efter deres vegetariske pastaretter, f.eks. Rigatoni Silvana – pasta med aubergine og mozzarella og ricotta«.

5. The Café at Books & Books

»Strøget i Miami Beach hedder Lincoln Road, og her ligger The Café at Books & Books, som har god mad og service. Deres ’signatur-sandwich’ er en mahi mahi-sandwich (mahi mahi er en fisk, da. guldmakrel, red.), som smager rigtig godt – som en mellemting mellem en torsk og en rødspætte. Jeg drikker en passionsfrugt-ice tea til, og så sidder jeg bare der og kigger på folk og deres hunde. Stedet har også en boghandel, men den ligger inde i arkaden«.

Anne Louise Leth

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her