De elegante brandtrapper i støbejern snor sig som edderkoppespind op ad de lave, farvestrålende bygninger – SoHo’s fortid som industrikvarter fornægter sig ikke. Men det er længe siden, at de små sweatshops og industrier holdt til her.
Allerede i 1960’erne fik New Yorks kunstnere øjnene op for kvarterets muligheder, bygningernes loftsrum og de lave huslejepriser, og de flyttede i stor stil ind i området.