Der er hyggeligere i de små gader omkring Cambridge Hotel i Sydneys hippe bydel Surry Hills, end der er på hotellets ellers rummelige værelser. Det ligger tilpas tilbagetrukket fra byens fortravlede og turistede mylder, men i gåafstand fra Operahuset, shoppingområder og øvrige attraktioner og klos op ad det farverige homoliv og med den stemningsfulde gourmetgade Crown Street lige om hjørnet.
Beliggenhed: Cambridge Hotel i Surry Hills ligger 10 minutters gang fra den nærmeste metrostation, ’Museum’, med hurtige og hyppige forbindelser til alle dele af byen. Det er 30-40 minutters kørsel mellem lufthavnen og hotellet, hvilket i taxa koster ca. 250 kroner afhængig af trafik, mens hotellet tilbyder shuttlebus til 75 kroner per person.






























