Hver uge beder vi læserne om tips til et emne. I sidste uge bad vi om tips til de bedste oplevelser i Sydfrankrig - her er læsernes bud:
På cykel gennem Provençe
Vi cyklede gennem cederskoven i ca. 700 meters højde oppe på bjergkammen, som oven i købet er asfalteret. På bjergskråningerne ligger maleriske landsbyer som Bonnieux og Lacoste med Markis de Sades slot. Indimellem er der udsigt til Middelhavet. For 21 år siden befandt vi os i Luberon naturpark i Provençe sammen med vores to piger på dengang 10 og 17 år. Vi havde taget 4 måneders orlov for at cykle rundt i Sydfrankrig og var startet i den lille landsby Maubec ved foden af bjergkæden. Efter 20 km’s flad kørsel på toppen fortsatte vi ad godt afmærkede cykelveje rundt i området. Vin, oliven og lavendel dannede kulisse til en vifte af bemærkelsesværdige landsbyer: Gordes på sin klippetop, Roussillon med det gule og røde okkerbrud og Apt med sit marked.




























