Højtbelagt. Den danske nationalspise fås i mange varianter - som her på  Restaurant Schønnemann i København.
Foto: FOLKVER PER

Højtbelagt. Den danske nationalspise fås i mange varianter - som her på Restaurant Schønnemann i København.

Læsertip

Læserne tipper: Her får du Danmarks bedste smørrebrød

København dominerer smørrebrøds-landskabet, men også jyske byer kan være med.

Læsertip

Kartofler hos de fattige kvinder

På Vesterbro i København var Frk. Barners Kælder tidligere asyl for faldne og fattige kvinder. Nu er det smukke gamle hus rammen om et nutidigt fantastisk spisested. Barners sild på dild, æble og porse, serveret med kapers og rødløg på fedt, husets kartoffelmad eller roastbeefen! – det fås bare ikke bedre. Og så gør det jo ikke noget, at stemningen er i top.

Berit Ryhammer, Hjørring

Innovativt på Aalborgs havnefront

Det kan mærkes og smages, at det er gourmetkokken Morten Nielsen, der har forpagtet restauranten i Utzon Center på havnen i Aalborg. For på restaurantens menukort finder man en række spændende fortolkninger af den ærkedanske institution: højtbelagt smørrebrød.

Sidste gang, jeg besøgte restauranten, valgte jeg et stykke med æg og rejer, sprøde brødcroutoner, citrongele og dild, derefter et stykke med avokado, jomfruhummerhaler, små kartofler og chips af blå kartoffel for at afslutte med en stegt rødspættefilet på rugbrød sammen med rejer, ørredrogn, hjemmelavet remoulade og en skive tørret citron.

Smørrebrødet i Aalborgs Utzon Center er velsmagende, innovativt og meget delikat anrettet. Og oveni får man udsigten over Limfjorden mod Nørresundbys havnefront.

Hans Gregersen, Sæby

Brød på badehotellet

Danmarks bedste smørrebrød – i hvert fald i sommerhalvåret – fås på Svinkløv Badehotel. På en sommerdag er der intet så lækkert som at besøge dette nostalgiske badehotel ved Jammerbugten og indtage frokosten, gerne med noget godt fra havet. For eksempel rugmelsstegt fiskefilet flankeret af et glas kølig hvidvin, mens man nyder udsigten over Vesterhavet. En lise for både sjæl og legeme.

Thorkil Jensen, Værløse

Bag blyindfattede ruder

Det absolut allermest velsmagende smørrebrød, hvor der absolut ikke er sparet på mængden, findes på Cafe Lindevang på Frederiksberg i København. Godt klemt inde i et hjørne finder man denne perle, hvor man kan være heldig at støde på alt fra bryggerheste til businessmen. Her er både fantastisk mad og fantastisk stemning bag de blyindfattede ruder.

Cæcilie Hansen

Designmadder i Aarhus

Danmarks bedste smørrebrød findes definitivt på Kähler Spisesalon, M.P. Bruuns Gade i Aarhus. Det er klassisk, men samtidig nyt og kreativt. Der er brugt lækre råvarer, og menukortet skifter efter årstiden. Kählers Kærlighed med saltet torsk, kartofler, fennikel og hjemmelavet mayo er absolut et must.

Smørrebrødet er inddelt efter ben – ingen ben, to ben (fjerkræ), fire ben (for eksempel svinekød og kalvekød) og mange ben (fisk).

Stedet har givet gammelt klassisk smørrebrød nyt liv, så både unge og gamle kan blive enige om, at smørrebrød er lækkert. Og man kan rent faktisk finde brødet – modsat den gamle kroklassiker, hvor pålægget ligger i bjerge, og rugbrødet er uden betydning.

Smørrebrødet sælger sig selv, men det er også et superhyggeligt sted, og der er lækre medaljer til dessert.

Lise Ventzel

A la ’Matador’

Jeg vil varmt anbefale at besøge Borgerkroens køkken i Borgergade. Her fås en smørrebrødsplatte til den formidable pris af 99 kr. og luksusplatten for 138 – ærligt, reelt, og kvaliteten er bare i orden. Læg dertil supergod service og en hyggelig atmosfære a la Jernbanerestauranten i ’Matador’. Mere dansk og traditionsrigt bliver det ikke.

Det anbefales at bestille bord – det er en meget populær frokost-/aftenrestaurant for gæster i alle aldre.

Susanne Løndal Nielsen

På Halvvejen

Foto: Finn Gunst

I Krystalgade i København ligger det så, frokoststedet over dem alle. Man skal tre trin ned fra gadeplanet, men til gengæld svæver man derfra, efter at glade smagsløg har nydt en florissant frokost, der er til at betale. De tre sublime håndmadder overgås kun af stedets sildebord, der glider flot ned via nogle forrygende kryddersnapse. Cafeens historie fortælles rundt om på væggene, og ellers fortæller personalet gerne energisk og lattermildt i forbindelse med serveringen. Man går jævnthen smånynnende derfra.

Finn Gunst, Brønshøj

Fisk i Løgstør

Jeg besøgte tilfældigvis Hos Tezlaff i Løgstør og fik det bedste stykke fiskefilet med rejer, jeg nogensinde har smagt. En saftig rødspættefilet, som netop var blevet vendt i rugmel og derefter stegt til perfektion. Og pynten og garnituren på smørrebrødet havde fået en moderne tvist, men uden af det på nogen måde blev blasfemisk eller prætentiøst. Et superlokalt og hyggeligt sted med fantastisk smørrebrød og fantastisk betjening.

www.hos-tetzlaff.com

Maria Juntunen, København

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Smørrebrød på Gavlen

Jeg vil anbefale smørrebrød fra Cafe Gavlen i Ravnsborggade i København. Alt er hjemmelavet, og de har en række superlækre klassikere som for eksempel hønsesalat, fiskefrikadelle eller en rejemad. De koster alle ca. 50 kr., og madderne er pænt store, hvis jeg selv skal sige det.

Emma Goings

Høns i Søndermarken

Jeg vil helt klart mene, at du kan få det bedste stykke smørrebrød på Restaurant Bjælkehuset med den unikke beliggenhed i Søndermarken, Valby. En kold fadøl og deres lille kolde frokosttallerken er et sikkert hit om sommeren. Især deres hønsesalat er helt fantastisk.

Magnus Mains

250 forskellige

Tror ikke, der er noget smørrebrød, der overgår Ida Davidsens i Store Kongensgade i København. Både hvad angår kvalitet, udseende og smag! Der ligger jo også mange års erfaring bag. Og smørrebrødssedlen – og det er en rigtig smørrebrødsseddel – er blevet længere med årene og tæller nu ca. 250 stykker! Meget berømte kunder får, hvis de altså gør sig fortjent til det, opkaldt et stykke smørrebrød efter sig. Lidt af en bedrift at kunne smage på Grevinde Alexandra.

Alene besøget i den hyggelige restaurant, hvor atmosfæren er særdeles inkluderende, er en fantastisk Nyhavns-lignende oplevelse.

Mona West, Hvidovre

Snaps hos tolderen

Intet besøg i København uden en frokost hos Told og Snaps i Toldbodgade. Hyggelige lokaler, venlig og opmærksom betjening, hvad enten man nu er turist fra Jylland eller en firmagruppe fra kvarteret – og så deres smørrebrød!

De forskellige skønne forslag til sild konkurrerer med hjemmelavet leverpostej, koldrøget skotsk laks, en frisk rødspættefilet med hjemmelavet remoulade eller, eller, eller ...

Det meste er lavet fra bunden af de rigtige råvarer.

Der er 25-30 lækre forslag på deres smørrebrødsseddel. Vi skal smage noget nyt igen næste gang.

Lissi og Poul Panduro, Silkeborg

Madder med russerne

I kælderen for enden af Bredgade ved krydset ved Esplanaden i København ligger Cafe Petersborg.

Cafeen går helt tilbage til midten af 1700-tallet og er et af Københavns ældste spisesteder. Cafeen har sit navn efter den russiske kejserhovedstad Sankt Petersborg, og det russiske konsulat lå i ejendommen. Russiske søfolk kom her og spiste, når de kom i havn ved Toldboden.

De gamle og skæve kælderrum, mørke træpaneler og malerier på væggene er med til at give stedet atmosfære og personlighed. Til frokost kan man vælge fra et overvældende smørrebrødskort, og alt smørrebrød er frisksmurt. Prøv for eksempel et stykke med Christiansø-sild med æg og hakkede løg og et stykke med sprængt oksebryst med pickles og peberrod og en af de utallige snapse og en øl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Priserne er absolut rimelige, og betjeningen er i top.

Lene Hein, Brønshøj

Bedst og billigst

Helsingør er altid et besøg værd – her har vi Kronborg og det nye fantastiske søfartsmuseum på det gamle Helsingør værft m.m.

På et tidspunkt bliver man jo sulten, og kan man lide traditionelt dansk smørrebrød, skal man besøge Cafe Kringlen lige ved jernbanestationen. Her får man tre stykker gedigent, traditionelt, frisksmurt smørrebrød samt et glas koldt Wiibroe-fadøl for 65 kr. Det kan ikke gøres bedre eller billigere.

Torben Holm Sørensen

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce