Top 10: Verdens farligste strande

Lyt til artiklen

De fleste forbinder badeferie med bekymringsløse timer på strandbredden, drinks i lænestolen og børn der bygger sandslotte i vandkanten. De færreste tænker på hajfyldte farvande, giftige vandmænd eller båd- og drukneulykker.

Men badeferie kan godt være en risikabel affære – i hvert fald hvis man vælger de forkerte strande. Vi viser vej til en række af de strande i verden, hvor det er farligst at holde ferie.

Kilde: Forbes.com

1. Smyrna Beach, Florida

Kilometerlange, hvide sandstrande og surfervenlige bølger tiltrækker millioner af strandgæster. Men statistikken taler for, at Smyrna Beach i solbeskinnede Florida hører til blandt verdens mest risikable steder at bade. I 2007 var der 112 hajangreb på mennesker rundt om i hele verden – 17 af disse var netop her ved Smyrna Beach, der ligger på Floridas østkyst. Kun et af disse var dog med døden til følge.

2. Nordkysten af Oahu, Hawaii

Nummer to på den internationale hajangrebsliste for uprovokerede angreb på mennesker er Oahu på Hawaii, hvor blandt andet tigerhajer og Galapagos hajer trives i stort antal – og især tæt ved strandene på øens nordkyst. Det bremser ikke surferne, der i stor stil spænder brættet for benene og stikker kursen mod Velzyland Beach, hvor bølgerne er særligt gunstige – men hvor koncentrationen af hajer også er særligt stor.

3. Long Beach Island, New Jersey

Long Beach Island har en legendarisk status blandt folk, der interesserer sig for hajer og hajangreb – eller måske bare Hollywoodfilm. Det var nemlig en række episoder her, der i 1974 inspirerede forfatteren Peter Benchley til at skrive romanen “Jaws”, og som efterfølgende fik instruktøren Steven Spielberg til at sætte billeder på de blodige angreb. Angrebene fandt sted helt tilbage i 1916, hvor fem voldsomme hajangreb i løbet af blot 11 dage, satte samfundet på den anden ende. I dag er hajer i umiddelbar nærhed af Atlanterhavsstranden Long Beach Island en sjældenhed, men legenden lever videre, og de fleste der kaster sig i bølgerne, vil have Spielbergs blodige billeder malet på nethinden, når de gør det.

4. West End, Grand Bahamas Island

I 2008 mistede en østrigsk advokat livet til hajerne, og det har givet anledning til at øge opmærksomheden omkring det tropiske badevand ud for Bahamas. Selvom der ikke er voldsomt mange fortilfælde, er området her nemlig et af de mest hajfyldte i verden - og med 14 fods store tigerhajer, som cirkler ud og ind mellem millioner af turister og badegæster, er det sikkert en fin idé at holde godt øje.

5. Beaches of Brevard County, Florida

I løbet af de seneste hundrede år er der rapporteret omkring 90 angreb eller konfrontationer mellem hajer og mennesker på strandene omkring Brevard County på Floridas østkyst. Det er med til at placere området som et af de mest risikable at dyppe tæerne i. Mange gør det ikke desto mindre på deres vej fra Orlando, hvor Cocoa Beach, Jetty Park og Klondike Beach er populære – men altså ikke helt ufarlige - udflugtsmål.

6. Horry County, South Carolina

I følge International Shark Attack File er det blevet til mere end 50 hajangreb i South Carolina i løbet af de seneste hundrede år. 16 af disse angreb er sket på og omkring strandene ved Horry County, hvor især Myrtle Beach er en kendt turistdestination. Alligevel er der grund til at tage den nogenlunde med ro – ikke siden 1852 har der været et hajangreb med dødelig udgang her.

7. Solana Beach, Californien

En 66-årig morgensvømmer blev i 2008 dræbt, da han sammen med en gruppe pjaskede rundt omkring Solana Beach i San Diego, Californien. Solana Beach er mest kendt for at huse en større sælkoloni, men denne morgen havde en stor hvid haj bevæget sig ind i fremmed farvand. Solana Beach ligger faretruende nær en velkendt hajkorridor, og selvom angreb er sjældne, har man efter episoden fundet det nødvendigt at holde ekstra godt øje netop her.

8. Nordaustralien

Den nordaustralske kyst er kendt og berygtet som hjemsted for ”chironex fleckeri”, også kendt under navnet "box jellyfish" – en vandmand, der er ekstremt giftig. Goblen har været skyld i 60 dødsfald inden for de sidste 100 år. Men selv om folk trods alt sjældent dør efter et møde med de giftige bløddyr, bliver i snit 40 personer hvert år indlagt i Northern Territory. I 2008 omkom en 6-årig dreng på Tiwi-øerne nord for byen Darwin efter et uheldsvangert møde med vandmanden.

9. Galveston, Texas

The International Shark Attack File, som holder øje - og regnskab - med hajangreb rundt om i verden, har siden 1911 talt 13 angreb, heraf et med dødelig udgang, på strandene omkring Galveston i Texas, USA. Det placerer ikke området som et af de hårdest ramte, men nok til at svømmerne i området opretholder en naturlig respekt for hajerne, der gemmer sig i dybet.

10. Zihuatanejo, Mexico

I løbet af en enkelt rædselsfuld forårsmåned sidste år, blev strandene omkring Zihuatanejo – en by på Stillehavskysten nord for berømte Acapulco – hjemsøgt af en række voldsomme hajangreb. Vagtpatruljer, fiskere og lokalbefolkning satte i fællesskab kræfterne ind i kampen mod den ondsindede haj, som nåede at tage livet af to mennesker, inden mareridtet var helt omme.

Udforsk vores guides: Restauranter, seværdigheder og barer

Storby:Rom, Lissabon, Berlin, Århus, Toscana, Firenze, Se flere
Sol & strand:Gran Canaria,Costa Brava, Cypern, Mallorca, Algarve

Tom Nørgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her