Gammel guidebog spolerede rejse

Spoleret. Ferien i Burma blev anderledes og mere udfordrende end forventet. Tjek guidebogens udgivelsestidspunkt, inden du rejser.
Spoleret. Ferien i Burma blev anderledes og mere udfordrende end forventet. Tjek guidebogens udgivelsestidspunkt, inden du rejser.
Lyt til artiklen

Glæden over en rejse kan blive spoleret godt og grundigt, hvis informationerne i den guidebog, man har taget med på turen, viser sig at være forældede. På nogle rejsemål vil det måske blot være irriterende, andre steder mere problematisk. I hvert fald fik en Politikenlæser alvorlige problemer med økonomien på en rejse i Burma, hvor alting var meget dyrere end oplyst i den Lonely Planet-guide, han havde købt inden turen. Den var nemlig fra 2005, men på købstidspunktet fandtes der faktisk en mere aktuel 2008-udgave. På rejsen sidste efterår i Burma oplevede han, at der ikke var pengeautomater, så han måtte klare sig med de dollar, han havde hævet inden indrejsen i landet. Og de slog ikke til, da hotel og mad var 25 procent dyrere end angivet i guidebogen fra 2005, og hotelprisen var steget med 50 procent. »Det betød, at jeg på sidste opholdssted pænt måtte bede om en reduktion i pris. Ved sparsommelighed lykkedes det mig dog at betale fuldt ud. Et lyspunkt: På grund af den meget sparen har jeg tabt tre kilo«, skriver læseren i et brev til Politiken.

LÆS ARTIKEL Uheldsramt familie vinder sag om afbestillingsforsikring

Han købte bogen i Nordisk Korthandel i København, og her siger direktør Kirsten Marie Ludvig, at der er sket en beklagelig menneskelig fejl, da der blev solgt en gammel udgave af bogen.

»Hos os sætter vi en ære i kun at sælge nyeste udgaver af rejsebøgerne. Når der kommer en ny udgave, ryger de ’gamle’ ned i kælderen, hvor de bliver solgt til nedsat pris«, siger Kirsten Marie Ludvig.

Hos Nordisk Korthandel skulle et stregkodesystem også fange de ældre udgivelser, men der er så tilsyneladende sket en smutter med den omtalte bog om Burma.

I rejsebøger fra forlag som Lonely Planet, Bradt og Politikens Forlag er det tydeligt angivet, hvornår bogen er trykt, og hvilken udgave det er. Den første udgave af Lonely Planets Myanmar/Burma-guide udkom i 1979 og foreligger nu i 11. udgave. På Lonely Planets hjemmeside kan man i øvrigt se, hvornår næste udgave af en bestemt rejsebog er klar. Her kan man se, at nyeste udgave af Burmabogen udkom i december 2011, og at den næste kommer i april 2014.

Helst ikke på udsalg
I boghandlerkæden Arnold Busck fylder rejsebøger også en del i reolerne, og her gælder samme princip om, at der kun sælges de nyeste udgaver.

»Når forlagene sender nyeste version ud, får de samtidig de gamle retur. Vi sætter dem principielt ikke på udsalg, da vi ikke ønsker at sælge forældede rejsebøger«, siger Andreas Nordkild Poulsen, der er ansvarlig for PR og kommunikation.

LÆS ARTIKELVejret blæser på solgarantier Han nævner dog én bestemt type af rejsebøger, der kan komme på udsalg: »Når der f.eks. kommer en ny udgave af Anne Mette Lundtoftes ’New York New York’, kan vi godt sælge den gamle til nedsat pris. Men det er også en type bog, der mere skildrer stemninger, end den giver konkrete priser på cafeer og lignende«, siger Andreas Nordkild Poulsen. På sidste side i Lonely Planet-bøgerne står, at forlaget ikke kan gøres ansvarlig for nøjagtigheden af indholdet af bogen, og det samme vil boghandlerne sige. Den uheldige bogkunde, der købte en forældet udgave af Burma-guidebogen i Nordisk Korthandel, fik dog et gavekort på 300 kroner som et plaster på såret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her