»Start spreading the news«. Fire ord er nok. Du kan formentlig nynne med på resten af Frank Sinatras evige New York-hyldest. Men ikke nok med det; du ser også skyskraberne, den pulserende storby og de gule taxaer for dig. Ligesom rouletter, grøn filt med spillekort og drømmen om jackpot toner frem, når Elvis Presley synger Viva Las Vegas.
For byer som New York, eller lande og turistdestinationer, der har været så heldige at blive udødeliggjort i en sang, giver den gratis markedsføring en positiv effekt, der kan udmønte sig i, at man som rejsende, allerede inden man er taget af sted, føler, at man kender byen på forhånd. Det mener Martin Roll, der er international brandrådgiver i Martin Roll Company.




























