Det er ikke vanskeligt at fejlcitere H.C. Andersen, hvis man, som jeg, i små 40 år har været Politikens omrejsende reporter. Vanskeligere er det at udpege den værste rejse i samlingen. Men det kunne være en invitation til Island med en gruppe journalister, hvor vi bl.a. skulle beskrive lyksalighederne ved at se noget af landet fra ryggen af små islandske heste. Ved ankomsten fik vi hver udleveret en styrthjelm og en hurtig instruktion i at ride: »Hestene er meget venlige og kender selv ruten. I skal bare sætte dem i gang med et lille prik i siden med jeres hæl, når de skal gå – og trække i tømmen, når de skal standse. Men endelig ikke råbe og lave støj!«.
Hvor let kan det være? Hestene blev stillet op på en række. Så op på dem. Forreste hest med Svend Aage Jensen fra Berlingske Tidende kendte tilsyneladende kun en vej: tilbage til stalden, hvor dørkarmen var for lav til en hest med rytter. Selv om Jensen dukkede hovedet, ramte det væggen over døren, og han blev skrællet af med et stort dunk, et større hyl – samt en mindre hjernerystelse.
