Vi er mange astronauter, der er mødt på arbejde i dag. Der tales amerikansk, japansk, fransk – og dansk.
Vi er klar til at stige ind i en særlig udgave af den amerikanske Space Shuttle (rumfærge, red.), som nåede at lette her fra John F. Kennedy Space Center i Florida i alt 135 gange, inden den blev pensioneret i 2011. Efter at have taget plads i sæderne bliver vi spændt fast, motorerne startes, og alt begynder at ryste, buldre og glimte. Nedtællingen kører mod liftoff, hvor rumfærgen vil blive skudt op i et inferno at støj, røg og flammer. Men det er fup. Vi sidder i en simulator, der kun kan give en udvandet oplevelse af, hvordan det er blive skudt ud i en rumfærge. Denne lørdag formiddag er vi ca. 40 astronauter, der er klar til rumfærden.


























