Hvad enten du tager til USA eller Kina, kan du opleve naturfænomener, der er så særprægede, at det næsten ikke er til at forstå, at noget sådant overhovedet findes.
Salar de Uyuni, Bolivia
Salar de Uyuni er verdens største saltslette og dækker et areal på over 10.000 kvadratkilomter. For 40.000 år siden lå der på dette sted en forhistorisk indsø, Minchin, og da den tørrede ud, efterlod den de to saltsletter, Salar de Coipasa og den endnu større Salar de Uyuni. Saltsletten, der ligger i Bolivia, kan i regntiden være dækket af vand i visse områder, men fra slutningen af juni er sletten tør, så langt øjet rækker, og du kan køre over de udtørrede arealer i bil. Dyrelivet er unikt, og du kan eksempelvis studere de sydamerikanske flamingoarter, chileflamingo, pumaflamingo og andesflamingo, og andre fuglearter for hvilke dette er et vigtigt yngleområde. Udsigten over området er særegen og smuk med spredte flokke af græssende lamaer, og du kan sågar indlogere dig i et hotel af salt. Ikke kun turister tiltrækkes af dette naturfænomen. Salar de Uruni rummer i omegnen af ti milliarder ton salt, og her udvindes omkring 25.000 ton om året.


























