Der kan være en aftale mellem SAS og selskabets strejkende piloter allerede i dag, tror en af de svenske mæglere, Claes Stråth.
SAS sidder i forhandlinger med de af selskabets piloter, der har strejket siden 4. juli, i den svenske mæglingsinstitution i Stockholm. Her gik piloterne og SAS sent søndag aften hver til sit efter 33 timers forhandlinger i Stockholm.
En af de svenske mæglere, der er med i forhandlingerne, Claes Stråth, sagde i aftes, at der søndag blev gjort fremskridt.
Tre fagforbund
Da han efterfølgende talte med det svenske nyhedsbureau, TT, afviste han, at parterne gik fra hinanden igen, fordi forhandlingerne skulle være slået tilbage.
»Nej, det skulle jeg ikke mene, men der er mange store og komplekse spørgsmål«, sagde han.
»Hvis viljen findes – og det ved jeg, at den gør – så kan det her løses i løbet af morgendagen (mandag, red.), men intet er klar, før det er klar«.
SAS forhandler med SAS Pilot Group, der repræsenterer piloter i forskellige fagforbund i Danmark, Sverige og Norge.
Piloternes seneste overenskomst udløb 1. april. Siden er det ikke lykkes parterne at nå til enighed om en ny.
25 områder tilbage
Piloterne er blandt andet utilfredse med, at SAS efter coronaepidemien har sluppet sit greb, er begyndt at ansætte piloter i to datterselskaber, SAS Link og SAS Connect, fremfor de piloter, der blev opsagt i hovedselskabet, SAS Scandinavia, under corona-epimien.
Claes Stråth afviste at fortælle TT, hvor meget der udestår i forhandlingerne. Men han understreger, at det er en komplicerende faktor, at der er tale om forhandlinger med piloter fra tre forskellige lande med forskellige fagforbund.
Til TT fortæller Stråth, at der i forhandlingerne er en liste på omkring 25 områder, som skal behandles, før en aftale kan opnås.
ritzau
fortsæt med at læse

























