De danske lufthavne har indtil videre droppet at kommunikere med kunderne via sociale medier som Facebook og Twitter. Til gengæld koncentrerer de sig om at udnytte mulighederne i mobilwebsites. I sidste uge lancerede Aarhus Lufthavn et nyt mobilwebsite, så lufthavnens kunder kan få alle de vigtigste informationer på iPhone, Android og andre smartphones.
Med det udspil går Aarhus Lufthavn i hælene på Aalborg, der gik live med deres mobilwebsite i november sidste år og Københavns Lufthavn, som i juli 2010 gjorde applikationer til iPhone og Android tilgængelige. Det betyder, at de fire store danske lufthavne herhjemme nu alle kan tilbyde deres kunder at hente info, såsom hvilken gate ens fly flyver fra, hvor lang tid man skal vente i bagageudleveringen samt forsinkelser og aflysninger via mobilwebsites. Og det er ifølge en ekspert en rigtig god ide.



























