Flyveforbuddet over Danmark udvides

Dejavu. NASA har taget dette satelitfoto i går over Island. Det brune er, ja, aske. Og den er allerede i dag nået til Danmarks grænser.
Dejavu. NASA har taget dette satelitfoto i går over Island. Det brune er, ja, aske. Og den er allerede i dag nået til Danmarks grænser.
Lyt til artiklen

Askeskyen fra den islandske vulkan Grimsvötn tager nu en lidt større bid af det danske luftrum.

Naviair har således udvidet flyveforbudszonen, så den nu dækker et lidt større område i den nordlige del af Danmark.

»Fra tirsdag klokken 14 udvides flyveforbuddet til at omfatte en lidt større del af det nordlige Jylland - nordvest for Aalborg og lidt af Thy«, siger pressevagt i Naviair Jan Eliassen.

LÆS OGSÅ EU forventer ikke totalt lukket luftrum

Og i Aalborg Lufthavn tager man da også situationen roligt indtil videre.

»Vores fly skal lande fra øst mod vest. Der er rigtig langt ud til den zone, der ligger ca. 40 kilometer vest for lufthavnen. Vi kan muligvis få et problem med aftenflyveren til Oslo, men den må vi lægge en alternativ flyveplan for«, siger direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, til Check-In.dk.

Udvider flyveforbuddet

Det er de seneste meteorologiske prognoser for askeskyens udbredelse, der har fået den danske luftfartsmyndighed til at forlænge og udvide lukningen af luftrummet.

Forbuddet gælder under seks kilometers højde i den nordlige del af Nordsøen, Skagerak, en del af Thy og nordvest for Aalborg.

Luftrummet er indtil videre lukket fra tirsdag klokken 14.00 til 16.00, og fra klokken 20 i aften er det kun flyselskaber med særlig tilladelse til at flyve med moderate mængder aske i luften, der får lov at lette fra samtlige lufthavne i Jylland, oplyser Trafikstyrelsen.

Derfor arbejder flyselskaberne på at få de nødvendige tilladelser. Passagerne må forberede sig på aflysninger og forsinkelser.

LÆS OGSÅ SAS kan flyve i moderate askezoner

Samtidig breder askeskyen sig ind over Grønland. Det berørte område er udvidet mod vest og strækker sig helt over mod Ilulissat og nordpå mod Qaarsut og østpå igen lige nord for Constable Pynt, oplyser Naviair.

Her er luftrummet under seks kilometers højde lukket frem til 18:00.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her