SAS kræver skattetjek af rivaler

Lyt til artiklen

Næppe har det skandinaviske luftfartsselskab SAS afværget et altomfattende kollaps, før selskabets danske koncernchef slår alarm. Unfair konkurrence fra luftfartsselskaber, der opererer fra lande i skattely, kan tage musklerne ud af det nye SAS, inden det for alvor er lettet. »Vi ser gerne, at myndighederne undersøger, om der blandt vore konkurrenter i Skandinavien er nogle, som bruger modeller, der ikke er lovlige. Helt konkret ønsker vi at få undersøgt, om der er selskaber, der benytter kontraktansatte besætninger på individuelle vilkår, som betyder, at der hverken betales skat eller ydes social sikring for de ansatte«, siger SAS’ danske koncerndirektør, Flemming J. Jensen. Han vil ikke vil sætte navne på de konkurrenter, der efter hans vurdering bør kigges efter i sømmene. Men det er især lavprisselskaberne Ryanair og Nowegian, der de seneste måneder har været kritiseret for at benytte kreative bemandingsregler. Både Norwegian og Ryanair hyrer i stor stil piloter ind via bemandingsbureauer med adresser i lande og områder, der har status som skattely, og hvor lønningerne i forvejen er lave. Her skal piloterne selv finde ud af at afregne deres skatter, og de er heller ikke altid sikret pension, løn under sygdom og andre sociale goder. Til gengæld kan lavprisselskaberne sænke lønningerne dramatisk i konkurrencen med blandt andre SAS. Flemming J. Jensen betegner ’skattelytruslen’ som så konkret og alvorlig, at han ønsker sagen undersøgt hurtigst muligt af skattemyndighederne. »Vi ved, at der er luftfartsselskaber blandt vore konkurrenter rundt om i verden, hvor omkostningerne er lavere, bl.a. mellemøstlige og østeuropæiske, og vi er helt indforståede med den frie bevægelighed i EU. Men inden for Skandinavien bør det efter vores opfattelse være sammenlignelige ansættelsesmodeller, der benyttes. I SAS er alle besætninger ansat på skandinaviske vilkår«, siger han. Stop for norske freelancepiloter SAS-ekspert og senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen betegner de kreative bemandingsregler som en konstant og alvorlig trussel mod det økonomisk trimmede SAS. »Hvis der ikke er ens regler for alle i det her marked, har man et problem, og er der selskaber, der ikke lever op til reglerne eller udnytter nogle huller i skattelovgivningen, jamen, så er der behov for at få lukket hullerne i en fart eller sørge for, at alle kan bruge dem«, siger Jacob Pedersen, der understreger, at der er store penge at hente i kreative skattelymodeller. »Herhjemme koster en god pilot mellem 80 og 100.000 kroner om måneden. Kan du spare skatten, jamen, så har du en markant lønmæssig fordel«. I Norwegian bekræfter informationschef Lasse Sandaker-Nielsen, at selskabet benytter udenlandske bemandingsbaser for at holde lønomkostningerne nede. »Dem får vi flere af den kommende tid blandt andet i Spanien. Og det er helt i tråd med reglerne, at vi ansætter personalet i de lande, hvor vi har vore baser«, siger informationschefen: Men så kan I jo ansætte dem billigt i Spanien, selv om de flyver i Skandinavien i konkurrence med SAS. »Jamen, vi driver vores virksomhed i en global konkurrencesituation, hvor vi selvfølgelig gør, hvad vi kan for at holde lønomkostningerne nede, så vi kan tilbyde de rejsende billige flybilletter og trygge job til vores ansatte i Skandinavien, hvor lønningerne er svært høje. Det er ikke alle selskaber, der får statsstøtte, så vi er tvunget til at tænke anderledes«, lyder Lasse Sandaker-Nielsens svar på tiltale. Norwegian gav sidste år sine piloter mulighed for at arbejde som selvstændige eller freelancere, men den model stopper ved årsskiftet. »Det har udløst en del spørgsmål og usikkerhed og givet os en del dårlig omtale, som vi ikke mener er berettiget, for det var piloterne selv, der ønskede denne mulighed«, siger informationschefen. Skat i nordisk dialog Det har ikke være muligt at få en kommentar fra Ryanair. Til gengæld har de danske skattemyndigheder denne skriftlige kommentar til sagen: »Skat er opmærksom på forholdene omkring lavprisflyselskaberne og deres anvendelse af underleverandører, vikarbureauer mv., og området indgår i Skats løbende prioritering og planlægning af indsatsen. Skat kan generelt oplyse, at der er sager på området, men kan ikke oplyse nærmere om de konkrete sagers indhold«. »Skat er i dialog med vores nordiske kolleger om, hvilke udfordringer de enkelte lande møder i forhold til beskatning. Globalisering og arbejdskraftens fri bevægelighed på tværs af grænser skaber tilsvarende problemstillinger på en række områder. Der er derfor ikke tale om et nyt fænomen, men et forhold, som Skat allerede håndterer på en række områder. Som følge af Skats særlige tavshedspligt kan vi ikke give oplysninger eller besvare spørgsmål, der drejer sig om konkrete sager eller virksomheder«, skriver skattemyndighederne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her