Nøjagtig 24.067.030 passagerer rejste via Københavns Lufthavn i Kastrup i 2013. Det svarer til en vækst på 3,1 procent i forhold til året før. Det er tredje år i træk, lufthavnen sætter passagerrekord.
»2013 sluttede stærkt, og for året havde vi en højere vækst end de fleste af vores konkurrenter blandt de andre europæiske knudepunktlufthavne. Det viser, at vores strategi om at styrke knudepunktet synes at virke«, siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.




























