Det tyske flyselskab Lufthansa aflyser nu et stort antal flyafgange indtil ud på eftermiddagen torsdag, skriver Ritzau Finans.
Årsagen er en varslet strejke fra fagforbundet Ver.di, der rammer en lang række tyske lufthavne - blandt andet Frankfurt, München, Köln, Düsseldorf, Hamburg, Hannover og Stuttgart, fremgår det af flyselskabets hjemmeside. Ver.di er fagforbundet for offentligt ansatte, og i lufthavnene varetager de blandt andet funktioner som sikkerhedstjek af passagerer samt håndtering af fragt.




























