Ny ejer, nye arbejdsvilkår for de ansatte, men indtil videre det samme rutenet som hidtil. Sådan er situationen for flyselskabet Cimber Sterling, der blev reddet fra en truende kollaps her i sommer, da en ukrainsk milliardær købte sig ind i selskabet. Hvad fremtidsplanerne går ud på, er endnu ikke meddelt. Den nuværende fartplan med i alt 30 destinationer rækker til og med marts næste år. Hvad der sker derefter, vil det være frit for enhver at gisne om. I næste uge udpeges en ny bestyrelse for selskabet, og derefter vil der formentlig blive lagt nye planer for fremtiden. Selskabet Mansvell, der nu har skudt penge i Cimber Sterling, ejer i forvejen to flyselskaber i Sverige, det regionale selskab Skyways og City Airline, der har base i Göteborg.
LÆS ARTIKEL Sådan er Cimber-kunder stillet
City Airline flyver fra Göteborg til en lang række destinationer, der også er interessante for danskere – bl.a. Manchester, Malaga, Nice, Prag og Zürich. Skyways har mange svenske destinationer på programmet, men også f.eks. Genève, Kijev og Berlin. Hvordan disse destinationer skal betjenes fremover, og hvilken lufthavn det nye selskab vil vælge som sit centrale knudepunkt, er formentlig noget af det, den nye ledelse skal tænke grundigt over i de kommende måneder.
Optimistisk på selskabets vegne




























