Danske turister er blevet mere hårdføre de seneste ti år. En terrorhandling eller anden uro kan stadig dæmpe rejselysten en kort periode, men slet ikke så længe som tidligere. Sådan lyder meldingen fra rejsebureauerne Nyhavn Rejser og Falk-Lauritsen Rejser, der er vant til at sende folk ud til de steder, der ved første øjekast kan forekomme urolige eller direkte farlige.
LÆS ARTIKEL Er du bange for at flyve den 11. september?
»For ti år siden var der mange, der var bekymrede over at flyve over Afghanistan og Irak, når de skulle til f.eks. Thailand. Sådan er det overhovedet ikke mere«, siger Lars Mathiasen, bureauchef i Nyhavn Rejser. Efter terrorangrebet i New York 11. september 2001 gik rejselivet mere eller mindre i stå i de følgende måneder. Et nyt lignende angreb ville muligvis have samme effekt, mener Lars Mathiasen:
»Hvis der i dag sker et lignende angreb på et krydstogtskib med 5.000 gæster, så ville det nok påvirke rejselysten på samme måde, som angrebet på World Trade Center gjorde«.
LÆS ARTIKELTurister valfarter til 11. september-mindesmærker






























