Min første rejse …
Året var 1947. Min mor og jeg rejste med tog til Paris. Bortset fra det vidunderlige Paris (jeg kom fra Viborg!), så var turen ned gennem et udbombet og fattigt Tyskland det, der gjorde mest indtryk. Fra togruden så jeg i Hamburg, Bremen og i Rhinbyerne ruiner og atter ruiner. Fattigt klædte tyskere og især børnenes spørgende øjne har jeg aldrig glemt. Det var første gang i mit liv, jeg så udsultede mennesker.
Min bedste rejse ... En verdensrundrejse på 10 uger med min kone. Rejsen var delt op i tre uger på Bali, hvor min kone, Maria Stenz, studerede balinesisk dans og maskelægning. Næste periode var i Stillehavet, hvor jeg samlede materiale til en artikelserie og radioprogrammer om bæredygtig naturbevarelse. Vi var specielt meget glade for Salomonøernes nordlige bræmme af øer og Vanuatu. Vi overnattede i junglen uden andet end et medbragt myggenet. Vi drak det hallucinerende kavaa, og spiste kogt fisk fra bål. De var fantastiske mennesker, der drog os med ind i deres stammedanse, hvor vi dog slap for at optræde nøgne, som de selv var. På vejen hjem tog vi nogle nætter på Hollywood-hotel på Sunset Boulevard i Los Angeles for at se stand-up og gå til blueskoncert. Så var balancen genoprettet inden hjemkomst.
Min værste rejse … Så absolut den rejse til Gaddafis Libyen, hvor det fly, jeg skulle rejse tilbage til Kairo med, blev skudt ned over Sinaihalvøen. Alle 84 om bord blev dræbt. At jeg ikke var med flyet, skyldtes udelukkende, at mit interview med Gaddafi blev forsinket, da den lunefulde oberst trak tiden ud. Jeg kom med næste fly nogle timer senere og var eneste passager om bord. Alle de andre var smeltet bort og skulle pludselig ikke rejse.
