Min første rejse ...
gik til Nymindegab ved Vesterhavet, hvor vi tilbragte mange somre. Vi var syge af forventning, inden vi skulle af sted. Vi boede i en lille hytte, Villa Folle, som var bygget af og opkaldt efter min farbror Folmer og modelleret efter et esehus (beregnet til opbevaring og reparation af fiskegrej, red.). Hvis vi var heldige, boede vi der i 14 dage. Duften af klitbevoksningen og lysets særlige reflektioner er uforglemmelig.
Min bedste rejse ...
var til Mali, hvor jeg har været flere gange. Turen til saltminerne i Taoudenni i Mali i 2004. Det var opfyldelsen af en drøm lige fra skoletiden, hvor jeg havde hørt, at man byttede salt for guld. Søren Kierkegaard sagde, at forventningens glæde er den største, men det passer ikke. Det er langt større at gennemføre sin drøm, og det var fantastisk at se en karavane med 60 kameler, som havde store, flotte saltplader hængende ned langs siden. Jeg tilrettelagde min egen ekspedition med to firehjulstrækkere. Jeg har aldrig ret meget udstyr med, så vi sov på tæpper i sandet under stjernehimlen.




























