Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kap Verde - verdens første kreolske samfund - er et usædvanligt harmonisk og fredeligt sted.
Foto: Thomas Borberg

Kap Verde - verdens første kreolske samfund - er et usædvanligt harmonisk og fredeligt sted.

Sol og strand
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny og gammel verden mødes i hengemt ø-paradis

Lun brise, skumsprøjt og udsigt til solnedgang mellem klipper, fiskerbåde og palmeblade. Kap Verde-øerne ud for Afrikas vestkyst fortæller Europas kolonihistorie i afslappede rammer.

Sol og strand
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi kan egentlig godt forstå, at de gik i land her. Stedet var selvfølgelig temmelig meget anderledes dengang i 1462, hvor portugiserne grundlagde den første europæiske by i troperne her på sydkysten af Kap Verdes største ø, Santiago. Men ligesom os havde de lige, hvad de skulle bruge her i Cidade Velha. Vi har en lun brise, skumsprøjt og udsigt til solnedgang mellem klipper, fiskerbåde og palmeblade. Tilsat den barfodede sangdiva, nyligt afdøde Cesaria Evora og anden lokal musik, den lokale Strela-øl, og en endnu mere lokal tun, perfekt grillet og med den grønlige chili-hvidløgssauce, der er en af specialiteterne her på Kap Verde.

Portugiserne havde en naturlig havn, der var rammet ind af klipper på tre sider, og dermed var den næstmest sikre på alle landets kolonier i Atlanterhavet, inklusive Madeira og Azorerne. Og så var der gode forsyninger af drikkevand og en frodig kløft, der kunne opdyrkes. Alt sammen på en øgruppe, hvis betydning for de europæiske kolonister det er svært at overvurdere.

Opdagelsen af Kap Verde gjorde det pludselig muligt at få vand, mad og andre forsyninger mellem Vestafrikas kyst og Latinamerika - et sted, der hidtil havde været en helt blå plet på kortene. Det var en tid, hvor sejlskibene var fuldstændig afhængige af vinden og primitivt måleudstyr, og hvor et råb fra masten om land kunne være forskellen mellem liv og død. Kap Verde lå med andre ord i et smørhul mellem den gamle og den nye verden.

Både portugisere, spaniere og folk fra Genova slog sig ned her i Ribeira Grande, som Cidade Velha hed dengang. Blandt de mere prominente gæster var Vasco de Gama, der kom forbi byen på den rejse i 1497, hvor han senere opdagede Indien.

Charles Darwin har også været her på den samme rejse med skibet Beagle, hvor han senere blandt andet nåede Galapagos. I sine optegnelser fra januar 1832 skrev han begejstret om bananpalmerne, om de farverige blomster, som insekterne sværmede om, og om fuglekvidder han ikke kendte.

Slavevarehus for europæerne

Der er stadig eksotisk fuglekvidder nede i den grønne dal, man kan se - og høre - oppe fra den gamle fæstning over byen. Fort Real de Sao Filipe er ret velbevaret, blandt andet med nogle af de originale, nu temmelig rustne kanoner, og en brønd til vandopsamling - en nødvendighed allerede dengang, for Kap Verde blev ikke navngivet, fordi øgruppen var specielt grøn. Navnet er angiveligt inspireret af en grønlig fugl i Senegal inde på fastlandet.

Det var nede i den grønne dal, at de første slaver i Kap Verde arbejdede på plantagerne. Slavehandlen blev den anden store indtægtskilde på øerne ud over salg af vand, majs, bønner og gedekød til søfolk, og Kap Verde lå perfekt for de portugisiske og spanske skibe, der udnyttede vind og havstrømme til at komme videre; til krydderiimperiet i øst, til det portugisiske sukkerimperium i Brasilien og til sølvimperiet i spansk Latinamerika.

I 1582 var der på Santiago og naboøen Fogo ifølge optegnelserne 15.700 afrikanere beskæftiget under blot 100 hvide. Slaverne arbejdede især med at producere bomuld, som var den eneste væsentlige indtægtskilde for Portugal ud over selve slavehandlen, der indbragte tre fjerdedele af omsætningen. Kap Verde var reelt et slave-varehus for europæerne.

Men i 1712 var det slut med Ribeira Grandes storhed. Efter flere forgæves forsøg fra nogle af portugisernes konkurrenter i Atlanterhavet på at indtage byen, lykkedes det for franskmændene, og den store katedral, man havde arbejdet på siden 1556, blev ødelagt – blot 19 år, efter den var færdiggjort. Mere sikker var havnen altså heller ikke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Verdensarv og solfangere

Katedralen kan ses på vejen fra fortet til havet – lige efter vi har bemærket nye eksempler på blandingen af den gamle og den nye verden: Smedejernsgadelamper med solfangere.

Den ligger stadig i ruiner, men efter at Cidade Velha blev Unesco-verdensarv i 2009, er man så småt begyndt at restaurere den. En anden religiøs bygning i byen, Igreja de Nossa Senhora de Rosario er også blevet undersøgt, og under den ligger efter alt at dømme de jordiske rester af den første kirke i troperne.

Cidade Velhas potentiale er først gået op for Kap Verdes regering for nylig, efter at den fik lov at forfalde i næsten 300 år. Her er nu enkelte spisesteder og hoteller, der dog stadig ikke har særlig travlt med turister - eller med andre ting for den sags skyld.

Det er netop den stemning, der får os til at føle os endnu mere trygge end i resten af østaten, der regnes som et af de sikreste steder i Afrika. Stemningen er mildt sagt afslappet. Selv gadesælgerne på den centrale plads i byen mellem de pangfarvede facader lader os være i fred, så vi kan glide ind i byens rolige rytme.

Vi holder selvfølgelig øje med vores rygsække og tøj, mens vi ligesom et par lokale beboere tager en dukkert ud for den lille lavasorte sandstrand. Men folk virker mest optaget af at hjælpe med at hive joller med rødorange fiskefangst ind – og så ellers bare hænge ud. De hænger dog ikke ud på den ugidelige måde og hele tiden, som man ofte ser mænd gøre på store dele af det afrikanske kontinent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Usædvanlig lille ulighed

En af grundene til, at Kap Verde er så relativt afslappet, er, at der aldrig har været spændinger mellem tilflyttere og en oprindelig befolkning. Ikke at der ikke har været racisme - selv efter slavehandlen stoppede i 1854, inddelte portugiserne folk i 17 forskellige farvegrupper fra »meget sort« til »næsten hvid«. Men der var ingen oprindelig befolkning, og de forskellige racer blandede sig tidligere og mere end mange andre steder.

Det gjaldt ikke kun europæere og afrikanere, også nogle af kolonisternes efterkommere i for eksempel Brasilien tog østpå herover igen, nogle gange med indiansk blod i årerne.

Sammen skabte de verdens første kreolske nation, hvor der er usædvanlig få meget rige, usædvanlig få meget fattige og usædvanlig mange i noget, der minder om middelklassen. Altså et meget lige samfund. Det har været med til at gøre Kap Verde til et usædvanligt fredeligt og harmonisk land, siden det blev selvstændigt i 1975.

Det er også den blanding, som man kan høre i musikken, blandt andet her på strandcafeen Pelhourino, hvor vi slår os ned efter dukkerten.

Nogle mener, at Kap Verde var et af de første steder på kloden med reel verdensmusik, fordi indbyggerne er denne særlige blanding - og i øvrigt har været nødt til at blive ved med at lade sig hyre som søfolk eller finde andre måder til at arbejde langt fra fædrelandet og sende penge hjem til familien.

Mange musiktekster handler netop om den hjemve, Kap Verdanere i andre lande kan føle. Og det kan vi egentlig også godt forstå, når vi sidder og hænger ud i solnedgangen.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden