Det står skidt til for rejsebureauerne, hvis man skal tro statistikken Ferie- og forretningsrejser 2010, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort. For tallene afslører, at 69 procent af samtlige udlandsrejser i 2010 var arrangeret af de rejsende selv, hvilket altså betyder, at kun godt hver tredje udenlandsrejse blev assisteret af bureauerne.
Tallene løfter desuden sløret for, at danskerne er et solhungrende folkefærd. For 13 procent af alle rejserne gik til Spanien, mens vores nabolande Sverige (ni procent) og Tyskland (otte procent) kommer lige efter på top 3-listen over foretrukne feriemål.



























