Lørdag og søndag i Dahab

Bugten ved Dahab. Mange strækninger har god snorkling, og det er bare at gå ud der, hvor det ser godt ud.
Bugten ved Dahab. Mange strækninger har god snorkling, og det er bare at gå ud der, hvor det ser godt ud.
Lyt til artiklen

Lørdag i Dahab

Kl. 8 Klosterbesøg i Skt. Katharina
Stå tidligt op – Nina og Mikkas skal nok sørge for, at der bliver lavet morgenmad inden afgang til Skt. Katharina-klosteret, som ligger blot halvanden times kørsel fra Dahab og er en af de mest besøgte seværdigheder i Egypten.

Klosteret er verdens ældste, stadig beboede kloster. Det føles som et lille stykke Grækenland midt i Sinai og er viet til Katharina, som led martyrdøden i 300-tallet. Her bor 10-12 græskortodokse munke, og på klosterområdet findes bl.a. en moske fra 1100-tallet og en basilikaformet kirke med tolv store granitsøjler, der repræsenterer de tolv apostle.

Der findes også en busk, der siges at være en aflægger af den brændende tornebusk, hvorfra Gud talte til Moses og gav ham ordre til at føre israelitterne ud af Egypten. Kapellet ved den brændende tornebusk er et af klosterets helligste steder.

Tæt på klosteret ligger Sinaibjerget, hvor Moses ifølge overleveringen modtog tavlerne med De Ti Bud fra Gud. Vil man på toppen af Sinaibjerget og opleve solopgangen over ørkenen, må man stå endnu tidligere op og begynde sin vandring allerede sidst på natten.

Klosteret er lukket fredag, søndag og på alle ortodokse helligdage. Udflugt kan arrangeres hos en af de mange udflugtsarrangører på strandpromenaden. Pris ca. 120 kroner.

Kl. 15 Snorkling
Tilbage i Dahab kan du lige slappe lidt af, inden det er tid til at få afprøvet Dahabs snorkling. Enten langs strandpromenaden eller ved at tage en taxa 10 minutter ud af byen.

Mellem byen og Blue Hole ligger lange strækninger med koralstrande, og det er bare at gå ud der, hvor man nu synes, det ser godt ud. Snorklingen langs kysten i Dahab begynder få meter ude i vandet og er mange steder mere uspoleret end længere nede ad kysten i de store badebyer.

Husk badesko og snorkeludstyr – der er som regel ikke nogen steder, man kan leje andet end en kamel til en ridetur rundt i området. Husk også, at solen går ned tidligt i Egypten, snorkeludflugten bør ikke begynde senere end kl. 15, hvis man skal nå at opleve noget i vandet, inden det bliver mørkt.

Læserne: Her er verdens bedste steder at snorkleKl. 21 Middag på torvet Fra Coach House eller strandpromenaden kan man på 15-20 minutter spadsere til torvet i Assalah, som er det oprindelige Dahab med uasfalterede gader, gedeflokke, kameler og tilslørede kvinder. Her er – indrømmet – også rigeligt med skrald, støv og snottede beduinbørn, og er man ikke indstillet på 100 procent lokal folklore, skal man ikke tage til Assalah. Det er dog synd at lade være, for det er på steder som Assalah, at det autentiske, der ikke er bygget op til turisternes ære, findes. Man behøver ikke at være specielt modig for at besøge Assalah, men et åbent sind er absolut nødvendigt. Assalah er ikke voldsomt stor, og det er på torvet, man finder de gode små og meget lokale restauranter, vandpibecafeen, bageren, slagteren og de andre små butikker, som de lokale handler i. På den ene side af torvet ligger Ghazala Mall – forvent ikke moderne supershopping – og her ligger en lille restaurant, der serverer et lokalt, solidt måltid med kylling og egyptiske specialiteter. Prisen for et helt måltid fås for cirka 20 kroner per person. Man kan roligt spise her på trods af de rustikke omgivelser på torvet.

Søndag

Kl. 8 Blue Hole Stranden ved Blue Hole dukker frem efter cirka 15 minutters kørsel langs kysten fra Dahab. Hullet er berømt og berygtet, og en del letsindige dykkere har mistet livet på bunden af det cirka 80 meter dybe hul, fordi de har dykket dumdristigt. Kun erfarne dykkere bør tage turen ned i dybet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her