Det kræver så lidt. En maske med snorkel, eventuelt nogle finner og lidt faktor 30 på ryggen til beskyttelse mod solen. Og nå, ja, ikke at der er noget galt med vandet ved Marselisborg strand, men det gør ikke noget, hvis man befinder sig på Fiji, Bahamas, Puerto Rico eller et lignende sted.
Snorkling er en nem vej til en masse fede oplevelser, som man kan dele uanset alder, og det er en enestående oplevelse at flyde rundt og spejde efter farvefulde fisk, smukke koraller, se hvad der gemmer sig i hullerne, eller kigge efter skyggerne af en haj. Det kræver ikke ret meget udstyr, og så koster det modsat dykning ikke noget, hvis man selv har udstyret.




























