Kl. 11: Inden for murene
Ah, stilhed og skygge i den kølige katedral. Indtil 150 børn marcherer ind, og korkonkurrencen for børn går i gang med en noget skinger udgave af »Amazing Grace«. Manila Katedral kan være fredfyldt, men som regel foregår der noget. Et bryllup, en gudstjeneste eller koncerter.
Kirkens historie er heller ikke ligefrem fredelig, da den er jævnet med jorden og genopbygget hele seks gange. Den nuværende udgave stod færdig i 1958 efter totalødelæggelse under Anden Verdenskrig.
Manila Katedral ligger i den gamle bydel, Intramouros, som betyder »inden for murene«. En temmelig slidt tidskapsel med rester af spansk kolonistil, hestevogne, kæmpestore katedraler og brostensbelagte gader. Bydelen bag murene skulle signalere en stærk spansk bastion midt i Asien. Start i Intramouros Visitor Center, hvor man kan høre mere om de gyldne, gamle dage. Dengang da Manila blev kaldt Orientens perle.




























