Hvad har et gelænder i Rotterdam, et stakit i New York, en bus i San Salvador, et træ på Tagensvej i København og Den Kinesiske Mur til fælles? De har alle været udsat for guerillastrikning, strikkegraffiti eller garnbombardement. Kært barn har mange navne.
Første gang Turengårtil.dk var udsat for strikkeguerillaernes aktioner eller strikkegraffiti, var under et besøg for nylig i Hollands næststørste by, Rotterdam. På hjørnet af Bleekerstraat og Schiedamsedijk opdagede vi først et gelænder på førstnævnte gade, som var overtrukket med strikketøj i røde, lilla og orange farver. Ganske vist lidt falmede, men akkurat som herhjemme regner det jo en gang imellem i det hollandske. Rundt om hjørnet på Schiedamsedijk var et par gadeskilte og lygtepæle også iklædt festlig strik. »Jeg kender ikke ret meget til fænomenet, men tror, at det hedder guerillastrikning«, forklarede Martijn Balzer fra det hollandske turistråd og tilføjede, at strikkeriet faktisk er blevet lidt af en turistattraktion.




























