Der er to uger til OL’s store åbningsceremoni, og alt ånder tilsyneladende fred i Londons største lufthavn, Heathrows, Terminal 3.
Passagerer ankommer i en lind strøm fra hele verden og fortsætter videre ind mod den britiske hovedstad. Et medlem af det italienske sejlsportslandshold ankommer med en tungt læsset vogn med udstyr. Amerikanske Tom Riley er netop fløjet ind fra Los Angeles og er på vej videre til Normandiet i Frankrig. »Det tog mig en halv time at komme igennem paskontrollen. Det kunne have været værre«, mener han.





























