Kl. 10: Brunch ved floden
Det bedste ved søndag formiddag i Phnom Penh er den stilhed og relative ro, som ligger over byen. Få har travlt, og færre har fart på. Man kan krydse selv de mest trafikerede gader uden nævneværdig risiko for at blive kørt over, og den afslappede atmosfære er så tyk, at man næsten kan række hånden ud og mærke den.
En god måde at nyde stemningen på er over en solid brunch på FCC. FCC står for Foreign Correspondents’ Club, og stedet var for år tilbage en rigtig presseklub, hvor korrespondenter fra hele verden mødtes og diskuterede de seneste politiske rygter og irriterende redaktører på hjemmeredaktionen. I dag er FCC en almindelig restaurant, og man skal være heldig for at finde noget, der bare lugter af journalist. Men udsigten over floden fra bordene på 1. sal fejler ikke noget og tager sig ud på bedste måde en fredelig søndag formiddag.
Foreign Correspondents’ Club, Sisowath Quai på hjørnet af Street 178 www.fcccambodia.com/phnom_penh




























