LØRDAG I GRAZ
Kl. 9.30: Chanel på tallerkenen
Kastner & Öhler er et stateligt stormagasin, der i løbet af sin mere end hundredårige historie har gnavet sig igennem en hel karre i byens bedste kvarter. Arkitekterne bag det oprindelige stormagasin var Fellner & Helmer, der primært tegnede teaterbygninger, og der er også ret meget klassisk showtime over den gamle hovedbygning.
Tager man helt op på toppen, åbner der sig dog en ny og absolut hot verden: Restaurant Freiblick har byens smukkeste tagterrasse, lækre og smækre gæster, et skønt loungemiljø og et enormt udvalg af alsidige morgenmadstyper med moderelaterede navne . Lige meget hvilken udgave morgenmad man vælger, er kaffen god ud over det sædvanlige.




























