1. Östra Station Järnvägsrestaurangen, Stockholm Östra
7. oktober 1932 åbnede »en værdig stationsbygning til offentligheden« i Stockholm. Det var Stockholm Östra Station, der er designet af arkitekten Albin Stark. Et smukt byggeri og i loftet i stationsbygningen kan man blandt andet se et maleri af kunstneren Evald Dalskog, der forestiller arbejdere, der repræsenterer forskellige håndværk.
Byggeriet omfattede også Järnvägsrestaurangen, der fremstår med mange originale detaljer, og der er virkelig værnet om at bevare det oprindelige. Restauranten har siden 1935 været drevet af den samme familie, og menuen står på friske svenske råvarer og godt med fløde og smør, og den skulle efter sigende være så god, at de lokale kommer her for at spise, også når de ikke skal med toget.





























