Lørdag eftermiddag i Montreals bydel Outremont skynder sortklædte, hassidiske jøder sig hen ad gaden til den nærliggende synagoge. Nogle gader længere nordpå mødes byens gourmeter over Pecorino-ost og friskpresset cider på det livlige Jean Talon-marked. På Avenue du Mont Royal fyldes vinbarer langsomt op af folk på vej videre i byen, og i det dunkle aftenlys på Vieux Montreals smalle stræder slentrer kærestepar rundt mellem den gamle bydels smukt belyste husfacader.
Alle steder spises der. Restauranterne er proppede til bristepunktet, og ingen skiller sig ud, fordi de sidder alene ved et bord en lørdag aften. For i Montreal handler det om mad, og det skal være god mad. Alle steder og på alle tider af døgnet. Stor morgenmad, stor frokost, stor middag. Man taler ikke om vejret i denne by, for alle ved, at sommeren er drønhed, og vinteren brutal. Man taler om mad og restauranter – hvilken er den bedste for øjeblikket, og hvilke kokke er ansat hvor.



























