Hvis Bing Crosby skulle genopstå og gøre ny karriere som gadesanger i Potsdam, en halv times togtur fra Berlin, måtte han nok ændre teksten i sit mest kendte bidrag til musikhistorien, ’White Christmas’, så den kom til at handle om at drømme om en blå jul. For julemarkedet i byens gamle midte starter og slutter med et juletræ klædt og belyst i blåt.
Mellem de to blåtonede træer, der begge rager omtrent 13 meter op, foran byens version af porten Brandenburger Tor i den ene ende og foran den katolske St. Peter og Paul Kirke i den anden, strækker markedet sig op ad Brandenburger Strasse med alt, hvad dertil hører.




























