Ved første blik virker Kairo overvældende, kaotisk og uoverskuelig. En by fyldt til bristepunktet af mennesker, biler, huse og lyde. Men når man giver slip og lader byen tage over, ser, hvordan bilerne danser til musikken af tusinde horn, og hvordan bønnekaldet fra moskeernes minareter får verden til at gå i stå for en stund, så bliver man tryllebundet af stedet og alt dets kaos.
LÆS ARTIKEL Guide til det islamiske Kairo
Og når man mærker, hvordan egypterne har løftet deres hoveder fra støvet efter at have smidt deres mangeårige diktator på porten, bliver man overvældet af deres mod, deres stolthed og styrke. De bygningshøje portrætter af Mubarak, photoshoppet og 30 år yngre, er for længst revet ned, og mure, lygtepæle, ja selv træer er nu malet med rød, hvid og sort, som det egyptiske flag. Graffiti med slogans for revolutionen pryder byens mure, og overalt ser man skrevet ’25. januar’: dagen, hvor egypterne gik ud på gaderne og forvandlede deres land og deres fremtid.




























