Den berømte franske filminstruktør Jean-Luc Goddard sagde engang, at de smukkeste kvinder i verden findes i Lausanne. Javel, måske er det ikke alle, der deler den holdning, men én ting er de fleste indbyggere i den fransktalende metropol enige om: at byen i det mindste har de bedste ben. For med en nærmest surreel byplanlægning ligger Lausanne, som den andenstørste by i den fransktalende region Suisse Romande, på et utal af bjerge, plateauer og kløfter, der breder sig fra kanten af Genèvesøen og mere end 500 meter stejlt op ad de skråninger, der i gamle dage udgjorde mange af det frodige områdes vinmarker og -terrasser. Derfor, siger folk, har Lausannes indbyggere smukke ben, fordi man skal gå så langt og ofte stejlt op eller brat ned, når man vil rundt i byen.
Officielt kalder byen sig for Olympisk Hovedstad, fordi både Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og Det Internationale Olympiske Museum har til huse i Lausanne. Kærligheden til sport skinner igennem mange steder i byen, og den særlige status tiltrækker uden tvivl en række turister hvert år. Men Lausanne gemmer også på mange andre og mere alternative oplevelser, og den er et godt udgangspunkt for at udforske og forsøge at forstå den særlige og til tider uforståelige schweiziske identitet, der ligger i brydningsfeltet mellem nytænkning og kærlighed til både arkitektur og kultur samt en nærmest manisk tendens til at foretrække, at alt bliver ved det gode gamle, og at pludselige ændringer eller udfordringer ikke er velkomne.
Det betyder, at man i Lausanne kan finde restauranter, bagerier eller chokoladeforretninger, der er så gammeldags, at det føles som at træde ind i en anden tidsalder, når man besøger disse tidslommer.
Lausanne er en relativt ung by, befolket af universitets- og designskolestuderende, og det giver byen et friskt, dynamisk og alternativt pust – både om sommeren, hvor de grønne parker er fulde af folk, og hvor søbredden bugner af badende mennesker, men også om vinteren, hvor gallerier, happenings og koncerter fylder godt op i det bakkede bybillede.
Det, der dog gør byen til noget helt særligt, er, at denne lille metropol er placeret usandsynligt – således læner byen sig op ad Jurabjergene i baggrunden, mens De Franske Alper med Europas højeste bjerg, Mont Blanc, dominerer forgrunden på den anden side af Genèvesøen. Bjergene, solen, skyerne og byen spejler sig i den blå-grønne sø og gør Lausanne til en by, man ikke kan leve et helt fuldstændigt liv til ende uden at have besøgt.
LÆS OGSÅ: Her er forårets billigste storbyrejser
FREDAG
Kl. 18: Sov i ypperste luksus
Lausannes mest berømte hotel er Beau Rivage Palace Hotel & Spa, der ligger majestætisk tronende over Genèvesøen for foden af Lausanne i kvarteret Ouchy. Som inkarnationen af schweizisk luksus og elegance får man her værelser med egen jacuzzi, gratis internet og ustoppelig roomservice samt fornemmelsen af, hvad det vil sige at befinde sig i et af verdens rigeste lande. Beau Rivage har i nyere tid huset personager som modeskaberen Coco Chanel og den japanske kejser Hirohito, og som bekvemmelig base er dette polerede overskudspalads det perfekte udgangspunkt for at opleve og forstå Lausannes historie og sjæl.
Kl. 19: Parisisk stemning
To gader højere oppe fra den imponerende store centrale banegård i Lausanne ligger gaden Rue du Midi, der går over i gaden Rue Beau Séjour. Det er parisisk stemning med høje smalle huse, fantastiske altaner og små gadecafeer, som dominerer den populære strækning, hvis adresse Lausannes unge, smukke og hippe indbyggere drømmer om at kunne skrive på deres visitkort. Og det er selvfølgelig også her på Bar Tabac, at de mødes efter fyraften til en apero, der er det franske ord for aperitif før maden. Vinkortet fyldt med lokale vine og små salte snacks eller tapas, og en tidlig fredag aften er denne lille franske oase det perfekte sted at opleve energien og stemningen med Lausannes yngre befolkning.
Kl. 21: Ryg mod domkirken
Den hyggelige restaurant i to etager L’Éléphant Blanc ligger på toppen af Lausannes gamle middelalderbydel og kun et stenkast fra byens domkirke. Lokale kommer ofte for at bestille dagens ret, for her spiser man godt efter årstiden, grønt, frisk, kreativt og ikke særlig dyrt i forhold til kvaliteten af maden. Hævet oppe over byens trafik er restauranten et perfekt sted at trække sig tilbage og overskue de mange lys og lygter samt, afhængigt af vejret, skimte den franske by Evian, der spejler Lausanne som en tvilling på den anden side af Genèvesøen.
Kl. 23: Retro koncertbiograf
For enden af en stejl trappe i en bygning på luksusshoppinggaden Rue de Bourg ligger den gamle biograf Le Bourg Cinéma, der de seneste år har fungeret som et af Lausannes mest populære alternative kultur- og koncertsteder. Specielt i weekenden er der fyldt godt op i dette aflange lokale, hvor grønt retrotapet og røde lamper fra 1950’erne sørger for en afslappet, men funky stemning. Le Bourg Cinémas program kan byde på alt fra poesioplæsning og moderne dans til livemusik og dj-aftener og er et sikkert hit som afslutning på en fredag aften i Lausanne.
Artiklen fortsætter her:




























