Der er en god grund til, man siger, at Moskva ikke er Rusland. Ikke alene fordi den russiske hovedstad bliver ved med at svulme, mens resten af landet skrumper. Moskva er samtidig det mest kosmopolitiske og det mest moderne sted i Rusland. Byens ansigtsløftning i forhold til den kommunistiske fortid er forbløffende, og byen ligner fortsat en byggeplads det meste af tiden.
Men at Moskva samtidig er russisk, er der nu ingen tvivl om. Stor, besværlig og barsk. Dens hjertepuls får målerne til at summe, dens trafikpropper er legendariske, og miljøproblemerne giver Greenpeace sved på panden. Moskvas kontraster mellem rige og fattige er lige så store som byens bestræbelser på hurtigst muligt at tilslutte sig verdens elite af storbyer. Socialpolitikken må vente.


























