At rejse i rummet må være den ultimative eventyrrejse. Og nu melder det spanske firma Galactic Suite ud, at det har planer om at åbne verdens første rumhotel allerede til næste år. Det skriver den svenske avis Dagens Nyheter.
Og det er da nok en nyhed, der kan få folk verden over til at tænke i nye rejseplaner. Men det kan også godt være, at man i så fald skal købe en bunke skrabelodder og håbe på det bedste. For en tur på rumhotel får prismæssigt den vildeste luksustur til Maldiverne til at ligne en campingtur på Bellahøj - det koster nemlig godt 20 millioner kroner for et tre dages hotelophold i rummet.




























