Det er tidlig morgen, da jeepen endelig kører ind i saltørkenen Salar de Uyuni. Lyset fra det lille hotel, der på grund af mangel på almindelige byggematerialer er bygget næsten udelukkende af store saltblokke, forsvinder bag os, da vores chauffør Carlos fortæller os, at vi nu befinder os i verdens største saltørken. Med 10.582 kvadratkilometer er Salar de Uyuni på størrelse med Sjælland.
Det har taget tre hele dage og tre hele nætter at nå hertil. Om natten har vi overnattet på sparsomme hoteller og om dagen har v i siddet i jeepen. Carlos har kørt hurtigt på de små kringlede bjergveje, hvor et enkelt forkert sving vil sende enhver bil ud over klipperne. Men Carlos, der er en fyr midt i 30’erne, er vant til den slags kørsel.




























