Båden bangka pløjer gennem vandet. Det er en klar dag, og den evigt aktive Mayon-vulkan står rygende med sin perfekte kegle som baggrund for den flade kyststrækning.
Jeg er i byen Donsol i Filippinerne midt i den årlige Butanding Festival, Hvalhajfestivalen. I 1998 gik det op for Donsols fiskere, at mange gerne ville opleve og svømme med hvalhajer, butanding, og også ville betale for det, så der kunne tjenes penge på de store dyr. David, der i en årrække har arbejdet for WWF Verdensnaturfonden i Donsol fortæller, at hvalhajen, der kan blive op til 18 meter, tidligere blev slagtet for kødet, olien fra leveren og finnerne.




























