»Sådan en morgen er magisk«, siger den ene lystfisker til den anden, tydeligvis som en konstatering, der ikke skal modsiges, mens snøren atter bliver kastet ud i søen.
Klokken er bare syv, og her ved bredden af Bassenthwaite Lake har den ene af de to stillet sig under et skyggefuldt træ, mens den anden er trukket i waders og har vand til knæene. Vi er i Lake District i England, og der er ikke en sky på himlen, og ikke en vind rører sig. Det lille bjerg på den modsatte side af søen spejler sig i det blikstille vand, og de tidlige efterårskulører på løvet giver et stænk af æstetisk melankoli.




























