Ekspeditionsskibet ’Fram’ driver langsomt væk og forsvinder bag et stort isbjerg. Vi – en lille gruppe på 18 – står alene tilbage på Petermann Island i Antarktis med vores 9 små telte. Kådheden er afløst af tavshed, som kun afbrydes af pingvinernes evige skvaldren og de knagende og bragende lyde fra gletsjerne.
Inden moderskibet forsvandt, og mens teltene blev stillet op, føg muntre bemærkninger gennem luften, selv om der faldt en tung, våd sne i den antarktiske højsommer.


























