Der var engang, hvor ’uspoleret’ rent faktisk betød: Uspoleret. Det var, før masseturismens kødgletsjer kværnede hen over selv de fjerneste destinationer – i dag betyder uspoleret vel nærmest ’for kedelig til turister’. Men engang imellem bliver ens professionelle kynisme alligevel udfordret. Måske er det Azorernes fjerne placering næsten halvvejs til USA. Måske spøger Radioavisens ’lavtryk over Azorerne’ fra dengang, den portugisiske øgruppe udgjorde en vigtig meteorologisk uvejrskrage, stadig. Forbavsende få turister finder i hvert fald hele vejen ud til de ni frodige øer med den rige historie. 127.000 udlændinge besøgte Azorerne sidste år, og det er 600.000 færre end på den geografisk meget mindre, men langt mere velkendte portugisiske ø, Madeira. Og beboerne herude i Atlanten har ikke tænkt sig at lave om på det med masseturisme. De kan lide øerne, som de er.
Og selvom cirka 15 procent af turisterne faktisk er danskere, er der plads nok til os alle sammen, uden at det kommer til at minde om en tur i den lokale Føtex. Azorerne er resultat af sammenstødet mellem hele tre tektoniske plader, og vulkanerne er stadig ikke færdige med at forme dem. Det kan man opleve helt tæt på, når man besøger øen Faial: Så sent som 1953 eksploderede en underjordisk vulkan en kilometer uden for øens vestlige spids, kaldet Capelinhos. Resultatet, der blandt andet begravede en lille landsby og øens fyrtårn, er et helt nyt, rødbrunt månelandskab af askebjerge – der efter en halv times rumvandring fører op til det endnu rygende krater flere hundrede meter over det blå, brusende hav. Herfra er der ikke langt over til naboøen Pico, hvis to kilometer høje vulkan ikke alene er det højeste punkt i Portugal, men også et yndet mål for vandrere i god form.
