»Det är viktigt att du inte har med dig mer bagage än vad du själv klarar att bära«, står der i de svenske jernbaners bagageregler, som vi googler os frem til, da vi pakker til turen: To kufferter, en rygsæk, en skuldertaske og en fiskestang. Det skal vise sig, at vi kan bære betydelig mere end det. Men det skænker vi ikke en tanke, da toget ruller ud af Helsingborg og snart pløjer sig gennem den fede skånske muld.
Rejsen mod Lofoten og hjem igen er begyndt. Mere end 4.000 kilometer på svenske og norske skinner. Mere end 50 timer til bare at stirre ud ad vinduet, sludre, strikke, læse og lytte til lydbøger. Men vi får ikke læst mange linjer, og Mofibo-abonnementet kunne vi godt have sparet.
Rejsen er den store fortælling. Landskaberne og byerne, der passerer forbi. Passagerer, der står af og på. Kaffen og påtåren. Den Blå Pripps og rejemaden i bistroen. Småsludren. Løse tanker. Fjollerier. Fotograferen. Strikken og dagdrømmen i togsædet. Et kys, en søgning på Google i ny og næ eller tjek i Rail Planner-appen, et must for interrailere, hvor man endda kan reservere pladsbillet, når man rejser med tog i Sverige.
Det svenske landskab passerer fobi undervejs - her i Jämtland.
Som alle andre svenske hurtigtog kræver snabbtåget mellem Lund og Stockholm pladsbillet. 40 svenske kroner er prisen, og det er fundet for de penge. Der er godt med benplads, wi-fi, bistro, dæmpet akustik, stikkontakt ved alle sæder, fine toiletter og god service.
Udsigten er formidabel, og landskabet forandrer sig i et passende tempo. Snart er den skånske muld fortid. Nøgne klipper kommer til syne, og stengærder, søer og skov pryder landskabet. I bistroen har sæderne samme falurøde farve som de svenske gårde, der flyder sammen i den høje fart. 200 kilometer i timen er togets maksimale hastighed, og 4,5 timer efter at vi er stået på toget i Lund, har vi Gamle Stan i Stockholm lige uden for vinduet.
Et hurtigt måltid i togets bistro.
Stockholms hovedbanegård ligger i centrum. Det frister. Men om mindre end otte timer vil vore svenske venner stå og vente på os på stationen i Undersåker oppe i Jämtland. Vi har hotelreservationer i Kiruna og Trondheim. Og på Lofoten venter det folkevognsrugbrød, der skal være vores hjem og transportmiddel på vores roadtrip i det norske fiskeparadis. Så vi finder snabbtåget til Sundsvall, og snart har vi passeret Uppsala.
Længere mellem husene
Fra Gävle bliver der længere og længere mellem husene. Vi suser op langs Den Botniske Bugt og passerer med jævne mellemrum brede elve, der majestætisk flyder ud mod havet. Lige før Sundsvall kører vi for første gang helt ude ved kysten, og herfra fortsætter vi ind i landet med regionaltog i et noget roligere tempo.
Vi kører langs blanke søer og mystiske fjelde, og toget standser ved alle stationer. Men der er stadig fine toiletter, og billetkontrolløren serverer kaffe og kanelbullar i kiosken, så vi mangler ikke noget. Kun at strække benene. Og det får vi snart rig lejlighed til.
Aftenstemning ud af togvinduet på vej mod Östersund.
Vi har to dage i Jämtland. Vi går ind i fjeldet og ud af tiden. De 4 timer tilbage til Sundsvall føles som en lille afstikker. Snart går det nordpå igen. Snabbtåget tager os helt op til Umeå, de sidste 190 kilometer ad Botniabanan. Den åbnede i 2010 og kan klare højhastighedstog med en fart på helt op til 250 km/t. Vi tæller ikke, men googler os frem til, at Botniabanen går over 140 broer og gennem 25 kilometer tunnel.
I Umeå er der halvanden time til næste tog; lige nok til at snuse til byen, der i 2014 var europæisk kulturhovedstad og både har et universitet, en opera og en jazzfestival. Men vi skal højere op, det næste stykke ad Stambanan, som blev bygget i 1883-94 og er meget mere kurvet og har en større hældning, end man tillader på nyanlagte jernbaner i Sverige. Her kommer der aldrig til at køre højhastighedstog, men der er planer om at forlænge Botniabanan ude ved kysten.
Stambanan går inde i landet på grund af det såkaldte antikystprincip, det svenske militær gennemtrumfede, fordi man mente, at en jernbane ude ved kysten ville være lettere at angribe. Den ender i Boden, som imponerer med en flot gammel stationsbygning i træ og ellers er kendt for sin enorme fæstning.
De holdende togvogne tillader lige akkurat et kig på stationen i Boden.
Men vi skal til Kiruna og fortsætter ad Malmbanan, verdens nordligste elektrificerede jernbane, hvor mineselskabet LKAB transporterer enorme mængder jernmalm fra minerne i Kiruna og Malmberget til havnene i Narvik og Luleå. Den første strækning, fra Gällivare til Luleå, åbnede i 1888. I 1903 indviede man den sidste strækning mellem Kiruna og Narvik, og dermed var der adgang til Norskehavet, der om vinteren er isfrit modsat Den Botniske Bugt.
Klar luft og et par cigaretter
Malmbanan er 500 kilometer lang og går gennem birkeskov, tundra og golde månelandskaber. Der er langt mellem stationerne, og stednavnene er samiske. I Nattavaara er stationsbygningen stort set kun et skur, og man træder direkte fra toget ud på den bare jord. Her holder toget længe nok, til at vi kan stå af en kort stund og indånde den klare luft. Der ryges et par cigaretter og luftes et par hunde. Så bryder et malmtog stilheden. Vi nærmer os Kiruna, minebyen, som man på grund af underminering er i gang med at flytte.
I dette smukke landskab kører Malmbanan. Her transporteres enorme mængder jernmalm.
Efter Kiruna rejser landskabet sig. Konduktøren udpeger Kebnekajse med sne på toppen for os. Herude i vildmarken er stationerne få og øde. Vi er højt oppe. Træhusene ligger direkte på den bare klippe. Toget klatrer op over den norske grænse. Fjeldet åbner sig, og Ofotfjorden kommer til syne. Hvis togrejsen var et stykke musik, ville Malmbanen være klimaks, er vi enige om. Men hele vejen overgår naturen sig selv.
